Beskæftigelse giver identitet og fællesskab
”Hvad laver du så’ til dagligt?” - Vi mennesker spørger ofte ind til beskæftigelse som noget af det første, når vi mødes. Det gør vi, fordi vi tillægger det, at have et arbejde eller være under uddannelse, stor betydning for vores selvopfattelse samt identitetsfølelse. Når vi går på arbejde, opnår vi ikke blot en indtjening og noget at stå op til. Vi tildeles også en social rolle når vi bidrager og varetager en funktion, samt opnår tilknytning som del af et fællesskab. Derfor kan det også have store konsekvenser både personligt, socialt og økonomisk, at står udenfor arbejdsmarkedet.
I Danmark er kun hver fjerde borger med psykiske vanskeligheder i arbejde, og generelt er antallet af voksne med psykiske diagnoser steget markant over en årrække. Socialpsykiatrien oplever derfor et øget pres, idet flere og flere søger hjælp. Samtidig anvendes der hvert år ca. 11,7 milliarder kr. på forsørgelsesudgifter til udsatte kontanthjælpsmodtagere, hvilket vidner om, at det er en målgruppe som jobcentrene har svært ved at få inkluderet på arbejdsmarkedet. International forskning viser dog, at det reelt er muligt at hjælpe langt de fleste borgere – både med at komme sig og med at komme i arbejde. Men det kræver den rette hjælp. En hjælp der tager udgangspunkt i at understøtte en personlig recovery-proces, hvor bl.a. adgang til fællesskaber, såsom uddannelse og arbejde og en velfungerende økonomi, udgør væsentlige elementer. At indtænke beskæftigelsesfremmende tiltag i socialpsykiatriens recovery-orienterede arbejde, giver altså god mening.
Men hvordan gøres dette i praksis og hvad kræver det?
Tro, håb og sammenhængende indsatser
Beskæftigelsesfremmende metoder og projekter såsom Job-first og Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP) viser positive resultater og bidrager med evidensbaserede styringsmål og mindset i arbejdet med udsatte ledige. Overordnet set tyder meget på, at vejen til at komme i arbejde først og fremmest handler om tro. Troen på den enkelte – ja faktisk at alle, uanset psykiske vanskeligheder, kan deltage på arbejdsmarkedet.
I praksis kræver det en professionel tilgang, der tager afsæt i, at alle kan bidrage med noget, når det rette match mellem borger og beskæftigelse er fundet. Det indebærer implementering af et Jobfirst mindset, hvor præmissen er, at man bliver klar til arbejdsmarkedet på arbejdsmarkedet. Et fokus på borgernes ressourcer, ønsker og drømme, fremfor på barrierer, mangler og udfordringer.
Idet der er tale om borgere med problemer ud over ledighed, herunder ofte alvorlig sindslidelse, er der behov for at tænke i helhedsorienterede løsninger og sideløbende tiltag. Koordinering af sammenhængende indsatser og et tværfagligt samarbejde mellem faggrupper er derfor en nødvendighed. Der skal skabes en fælles forståelse for borgernes udviklingsmål samt gerne udarbejdes en fælles plan for, hvordan den enkle borger når i mål, idet indsatserne alternativt risikere at spænde ben for hinanden.
Overgangen fra ledighed til beskæftigelse understøttes desuden effektivt af en håndholdt recovery- og empowerment- orienteret indsats, hvor den enkelte borger mødes som ekspert på egen situation, og ydes en fleksibel og helhedsorienteret social støtte. Evidensbaserede metoder som CTI (Critical Time Intervention) og IPS (Individual Placement and Support) har vist sig som særligt velegnede metoder til netop dette formål.
Eva Maria Darre fra Trancit samarbejder med Komponent om socialpsykiatriske kompetenceudviklingsforløb for Social- og Boligstyrelsen.
