Ifølge Thomas Harbo Sørensen, som er ny formand for Danske Risikorådgivere, har behovet for struktureret risikostyring, altid eksisteret:
- Der har altid været et behov, men man har mere fokus på det i dag. I forhold til tidligere er vi blevet klogere på, hvilke risici der er forbundet med fx klimaforandringerne, som vi ikke har forholdt os til tidligere. Og på den måde skaber det øget opmærksomhed på området, fortæller Thomas Harbo Sørensen.
Som offentlig organisation forsøger man at være på forkant med samfundets udvikling, og det stiller høje krav til håndtering af risici på flere felter. Desuden understreger Thomas kompleksiteten ved at fremhæve, hvordan de 98 forskellige kommuner har 98 forskellige måder at håndtere risici på. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at kommunerne har medarbejdere, der besidder de rette kompetencer til at kunne håndtere risikostyring – herunder at lære af tidligere skader, så vi kan forebygge skaderne i fremtiden.
Effektiv kommunikation som nøglen til risikostyring
Thomas Harbo Sørensen peger på, at risikostyring ikke kun handler om at kunne identificere og håndtere risici. Det handler i lige så høj grad om at kunne formidle budskaberne om risikostyring til organisationen:
- For kommunale medarbejdere, som ønsker kompetencer til at kommunikere om risici, er Den Offentlige Risikorådgiveruddannelse et oplagt valg, forklarer Thomas Harbo Sørensen.
Derfor lægger uddannelsen stor vægt på kommunikation som et afgørende værktøj for risikorådgivere. Deltagerne lærer at præsentere komplekse analyser på en måde, der gør det lettere for beslutningstagere og medarbejdere at forstå og handle på dem.
Bæredygtighed på dagsordenen
På spørgsmålet om, hvor området befinder sig om tre år, fremhæver Thomas bæredygtighed som en central faktor i moderne risikostyring – både økonomisk, organisatorisk og samfundsmæssigt. Det handler ikke kun om at minimere skader og udgifter, men også om at skabe arbejdsprocesser, der er bæredygtige på lang sigt:
- Forsikringsområdet er relativt statisk, og om tre år vil vi stadig tale om de samme grundlæggende produkter. Men når det gælder den overordnede risikovurdering, skal vi hæve blikket og tænke mere bæredygtigt i forhold til vores medarbejdere, fortæller Thomas Harbo Sørensen.
I skabelsen af en bæredygtig arbejdsplads, fremstår medarbejderne som den centrale aktør. Ved at klæde dem bedst muligt på til opgaven, opnår de større succes, hvilket skaber bedre forudsætninger for at fastholde medarbejderne:
- Det her med at kunne klæde vores medlemmer bedre på, det er et fokusområde både for Danske Risikorådgivere, men jeg synes bestemt også det er et fokus for medarbejderne - at være klædt ordentligt på til en arbejdsopgave. Det giver arbejdsglæde i hverdagen, afslutter Thomas.