Vil du bare for alt i verden undgå, at du står i den situation igen?
Så får du her vores bedste bud på, hvordan du opnår ligegyldighed, modstand og følelsen af spild af tid hos dine tilhørere. Og det kan der være masser af grunde til at ville opnå. For forskningen indikerer at hele svimlende 15% af det lærte bliver brugt efter endt deltagelse.
Artiklen bygger på transfer-forskerne Bjarne Wahlgren og Vibe Aarkrogs forskningsresultater. Samt fra vores egen undervisning i Komponent, hvor vi i tidens løb har undervist tusindvis af medarbejdere og ledere i det offentlige.
De faktorer du skal kigge efter, hvis du ikke skal nå ud med dine budskaber
Det er egentligt ret enkelt. Overordnet er der ifølge Wahlgren og Aarkrog en række faktorer, du skal huske, når du vil minimere udbyttet af dit kursus. Der er:
- personlige faktorer
- faktorer i undervisning
- og faktorer i anvendelsen
Lad os starte med at kigge på de personlige faktorer:
Du skal selvfølgelig starte med at tvinge kursisterne afsted. Eller som minimum bare nøjes med at informere dem via en mail og en kalenderbooking. Få ting er så motiverende som utydelige eller slet skjulte dagsordner. For der må da være en grund til, at lige præcis du skal deltage? Er det mon, fordi du ikke er dygtig nok, er blevet for gammel eller ikke er omstillingsparat?
I mailen skal du selvfølgelig undgå at fortælle deltagerne, hvad de skal undervises i, og hvorfor det er relevant for dem og for organisationen. Med andre ord: du skal være supertilbageholdende med at fortælle dem om formål og mål med kurset/forløbet. Usikkerhed, bekymringer og nervøsitet er fantastiske byggesten og den sikre vej til at fejle.
Faktorer i undervisningen
Når undervisningen er i gang, skal du holde alt på et teoretisk, akademisk og generelt plan. Jo, færre eksempler du har fra praksis, jo, bedre. Sørg for kommunikationen er envejs så du ikke får indblik deltagernes eksempler og erfaringer. Deltagerne skulle nødig få bygget en for stærke bro mellem dine teorier og deres mindre interessante hverdag og detaljer. Suppler gerne med ukendte fagudtryk og interne bogstavsforkortelser (AKA: UBF).
Hvis en deltager formaster sig til at spørge om, hvordan de skal få brugt det, du står og underviser i, så vær hemmelighedsfuld. Lad være med at fortælle dem om begrebet transfer, og undgå at fortælle dem om al den forskning, der viser, hvordan vi kan omsætte, det lærte til handling. Sidst men ikke mindst: undgå for en hver pris at starte en dialog, hvor deltagerne inspirerer hinanden. Deltagere der selv tager ejerskab, er noget af det værste, der findes.
Dig som underviser og formidler. Her er der virkelig mange håndtag, du kan skrue på for at undgå transfer - at bygge bro fra teori til praksis. Lad os nævne i flæng:
- Gem dig bag din pc eller et skrivebord
- Undgå øjenkontakt, humor og fysisk bevægelse
- Overse når deltagerne rækker hånden op eller forsvinder resigneret ind i deres mobil eller indbakke
- Monotone enetaler, lange anekdoter uden pointer og teksttunge PowerPoints – understøttet af glemte pauser vil 100% sikre en passende distance mellem dig og dine deltagere, hvor du slipper for at forholde dig til deltagernes engagement og læring
De tre faktorer i anvendelsen
Til sidst skal du se på anvendelsen, af det du underviser dem i. Start med at lægge undervisningen, så der går rigtig lang tid mellem undervisningen/formidlingen og brugen af det lærte. Jo længere tid der er i mellem jo mere sikker er vi på, at de ikke kan huske vores budskaber.
Sidst men ikke mindst, er det vigtigt, at den leder, der sendte deltagerne afsted, sørger for, aldrig at spørge ind til budskaberne og det lærte eller giver mulighed for at prøve det lærte af i praksis. Til gengæld virker det godt, hvis lederen – sådan lidt tilfældigt – får fortalt, at vedkommende forventer, at alle opgaver, der ikke blev løst, mens deltagerne var væk, nu forventes løst hurtigst muligt.
Vil du vide mere om negativ transfer, så kan vi på det kraftigste fraråde, at du læser bogen: Bog: ”Transfer – Kompetence i en professionel sammenhæng” af Bjarne Wahlgren og Vibe Aarkrog
Samt undgår denne 21 minutters video med Bjarne Wahlgren: Transfer mellem uddannelse og arbejde.
Og endelig skal du undgå at stille krav til din kursusudbyder og dine undervisere. Jo, mindre vi taler om transfer, jo, mindre transfer får vi 😊