Maria er vagtplanlægger på en sygehusafdeling. Hun står over for den udfordring, at flere medarbejdere har anmodet om ferie i samme periode, samtidig med at der på afdelingen er en vedvarende udfordring i form af overbelægning. Maria ønsker at imødekomme medarbejdernes ønsker, men også at sikre, at afdelingen har tilstrækkeligt personale til at dække behovene for de ekstra patienter. Hvordan balancerer hun mellem medarbejdernes ønsker og afdelingens krav?
Netværkets formål:
Netværket har til formål at understøtte de regionale vagtplanlæggeres centrale rolle på sygehusene samt på psykiatri- og socialområdet.
At være vagtplanlægger kan ofte føles ensomt samt indeholde følelsen af at være i klemme mellem sine kollegers ønsker til god vagtplanlægning versus lederens krav og ønsker om tilstrækkeligt tilstedeværende personale. Dette netværk ønsker at skabe et rum, hvor vagtplanlæggere kan mødes, udveksle erfaringer, dele viden og få ny inspiration - ikke mindst om rollen, relationer, arbejdstidsregler og metoder til effektiv vagtplanlægning.
I netværket får du indsigt i:
- Aktuelle udfordringer og mulige løsninger inden for vagtplanlægning.
- Erfaringsudveksling om arbejdstidsregler, tips og tricks til effektiv planlægning.
- Et fortroligt rum til at drøfte egne udfordringer, ideer og opnå feedback fra kolleger i feltet.
Mødernes indhold:
Møderne i netværket omfatter bl.a.:
- Oplæg fra eksperter om arbejdstidsregler, værktøjer til vagtplanlægning og optimering af arbejdsprocesser
- Præsentationer fra erfarne vagtplanlæggere om succesfulde strategier, udfordringer og løsninger
- Gruppeworkshops, hvor deltagerne kan give hinanden feedback, dele erfaringer og løsninger på fælles udfordringer
- Hvert møde vil typisk fokusere på et relevant tema, såsom rollen som vagtplanlægger - uden formel ledelse, integrering af ny teknologi i vagtplanlægning eller bedste praksis for håndtering af ferie, barsel, de ansattes kompetenceudvikling og fridage.
Vi lægger vægt på fortrolighed og mulighederne for maksimal videndeling i netværket.
Der vil derfor også være et maksimalt deltagerantal.
Dette netværk er primært rettet mod regionale vagtplanlæggere fra sygehusene samt på psykiatri- og socialområdet.
Det er et sted, hvor fagfolk kan finde et fællesskab, få inspiration og drage nytte af hinandens erfaringer og ekspertise. Alle, der arbejder med vagtplanlægning i sekundær sektor, og som søger inspiration og faglig sparring, er velkomne til at deltage.
Prisen er 2.500 kr. ekskl. moms pr. deltager. I kan dog tilmelde op til tre deltagere pr. sygehus for 6.000 kr. ekskl. moms. Dette er for et års medlemskab ((4 møder).
Undervejs må I gerne skifte løbende ud blandt deltagerne fra det samme sygehus, så man kan vælge deltagere ud fra temaet for det pågældende møde i netværket.