Type2dialog har sammen med to andre leverandører indgået samarbejde med Sundhedsstyrelsen, om kvalificering og gennemførelse af undervisningsforløb til ledere og medarbejdere i landets kommuner i perioden 2021-2024. Forløbene handler om forebyggelse, håndtering og læring af udadreagerende adfærd, og konkrete metoder og redskaber til dette.
Et implementerings- og læringsforløb varer typisk to måneder og vil være bygget op omkring:
- 3 undervisningsdage med masser af aktionslæring og afprøvning i praksis
- 2 workshop dage
Omdrejningspunktet er Sundhedsstyrelsens ”Anbefalinger og inspiration til at forebygge, håndtere og lære af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder på ældreområdet”. Undervisningsmodulerne, og de indlagte workshops, indarbejder anbefalingerne ved et helhedsorienteret fokus på sammenhængen mellem forebyggelse, håndtering og læring af konkrete praksisnære episoder.
Faglige tilgang
Vores faglige tilgang til gennemførelse af implementerings- og læringsforløbene tager afsæt i bl.a. Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Konkret arbejder vi med at træne nysgerrigheden omkring ændret adfærd og derigennem få åbnet op for nye perspektiver og handlemuligheder. Målet er at anskue personen som et menneske, der har et problem, vi som fagpersoner skal støtte vedkommende i at få løst, fremfor at anskue en person som værende problematisk eller, at personen har en problematisk adfærd.
Vores faglige tilgang har afsæt i et dobbeltblik for både at sikre borgernes trivsel såvel, som at sikre et godt arbejdsmiljø for medarbejdere og ledere i driften.
Gennem fælles redskaber og metoder vil vi støtte organisationerne i at forebygge, håndtere og lære af episoder med udadreagerende adfærd, vold eller trusler.
Praktiske informationer
Implementerings- og læringsforløbene er et tilbud til alle landets 98 kommuner i perioden 2021-24. Hvert forløb er fem undervisningsdage i løbet af to-tre måneder.
Tilmelding til forløb i foråret 2023 skal ske senest den 1. september 2022.