Aabenraa Kommune arbejder med faste selvstyrende teams i hjemmeplejen og Type2dialog har fået den spændende opgave at hjælpe med at understøtte processen.
Formål
Projektets formål er at afprøve organisering med faste selvstyrende teams i ældreplejen, hvor borgerens behov er udgangspunktet for teamets faglige sammensætning.
Selvstyrende teams skal skabe større tryghed for borgerne via færre forskellige medarbejdere i borgernes hjem, bedre sammenhæng i indsatserne og en øget trivsel hos medarbejderne.
Projektet omhandler i første omgang to teams i hjemmeplejen. De to teams arbejder med både teoretisk kompetenceudvikling og kompetenceudvikling i praksis. De bliver som team udfordret ift. at tage flere beslutninger selv i takt med at modenheden i teamet stiger og den psykologiske tryghed udvikles. Der arbejdes med dette løbende ud fra forbedringsmodellen.
Mål for projektet
- Øge trivslen hos medarbejderne: Aabenraa Kommune ønsker at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne oplever et styrket arbejdsmiljø.
- Større tryghed for borgerne: Plejen udføres af et mindre team af faste medarbejdere, hvor borgeren primært oplever at have besøg af de samme medarbejdere, og dermed får en relation til medarbejdere.
- Borgerforløb med styrket fokus på selvhjulpenhed: Nedbringelsen af antallet af medarbejdere, der besøger borgeren i eget hjem og et tættere tværfagligt samarbejde mellem faggrupper, forventes at understøtte kontinuitet og kvalitet samt øge effekten af den rehabiliterende indsats.
- Bedre sammenhæng i indsatserne: Borgeren skal opleve en øget kvalitet i plejen gennem fælles mål for borgerens indsatser, der kan skabe en hurtigere opnåelse af progressionen i borgerforløbene.
5 parallelle spor
- Viden – Øge kompetencer og læring i at løse kerneopgaven som fast team
- Forbedringsspor- Arbejde med at udvikle og gennemføre kompetenceudviklingsaktiviteter
- Effektspor – arbejde med at skabe grundlaget og udvikle en ny fleksibel og dialogbaseret BUM-model.
- Borger og pårørende spor – har til formål at arbejde med, at projektet hele tiden har fokus på borgerens og borgernes behov.
- Ledelse spor – har til formål at arbejde med at udvikle og implementere den nye ledelsesrolle.
Indhold og tilgang
Projektet løber over en periode på 18 måneder og indeholder kontinuerlige læringsloops for at sikre løbende erfaringsopsamling og evaluering, som skal danne baggrund for beslutninger om justering af rammerne for de to teams.
Der arbejdes konkret med at:
- Sikre reel implementering i hverdagen ved at udvikle løsningerne sammen med det fagpersonale, som skal benytte dem i hverdagen
- Indarbejde systematiske processer til sikre løbende læring selv efter slutfasen
- At skabe en model der med sin systematik, har fokus på inddragelse og små afprøvninger, som skaber varige kulturændringer og holdbare løsninger der virker
Borgerinterview og borgerworkshops
I opstartsperioden er der afholdt borgerworkshops med det formål at inddrage borgerne og inkorporere deres viden og ønsker i det forestående projekt. Indholdet på dagene, tog udgangspunkt i temaerne tryghed, kontinuitet, sammenhæng i indsatsen, inddragelse, dialog, livskvalitet og hvad Aabenraa som organisation kan gøre anderledes. De udvalgte emner blev:
- Oplevelse af nuværende samarbejde og ønsker for fremtiden
- Oplevelse af kontinuitet og ønsker for fremtiden
- Borgerens definition og betydning af tryghed, selvhjulpenhed og selvbestemmelse
- Borgeren perspektiv på fremtidens ældrepleje
Figuren viser hvordan der arbejdes med tre forskellige metoder ud fra domæneteoriens betydningsramme, som enhver læring kan forstås ud fra.
Simulationsværksteder, læringstræf og praksisobservationer. Type2dialog arbejder i projektet med kompetenceudvikling, læring og implementering gennem flere forskellige metoder.
Simulationsværksteder tager udgangspunkt i den ”rygsæk” medarbejderne bærer rundt på, fuld af tidligere oplevelser, holdninger, overbevisninger, værdier og præferencer. På simulationsværksteder arbejdes der med konflikthåndtering, personlig gennemslagskraft og den svære samtale.
Læringstræf har fokus på reflektion. Her er der ingen på forhånd givne løsninger, intet rigtigt eller forkert, men i stedet udveksling og udvikling af idéer og nye muligheder der kan afprøves i praksis. På læringstræf arbejdes der derfor bl.a. med at udvikle rollerne i teamet, teammødernes opbygning og værdi, roller og ansvar samt psykologisk tryghed.
Praksisobservationer er til for at understøtte processen og teamets afprøvninger i praksis. Helt konkret er konsulenten med ude i praksis og understøtter fx, den tværfaglige dialog på team- og tavlemøder samt den enkelte medarbejders faglige udvikling.