Arbejdspladsen som frirum for psykisk sårbare
Morten Obel var ikke i tvivl om emnet for sit DOL-speciale. En tredjedel af de unge, der aflagde niende klasses afgangsprøve I Aarhus Kommune sidste år, havde nemlig særlige vilkår – en udvikling som Morten Obel, ikke lige foreløbigt, ser mindsket.
- Der vil blive ved med at være mennesker på arbejdsmarkedet, som er psykisk sårbare. Derfor tænker jeg det som noget kontinuerligt; noget man som leder skal arbejde med og være bevidst om, så vi hjælper de medarbejdere med at løse kerneopgaven på bedste vis, forklarer Morten Obel.
Specialet om psykisk sårbare på arbejdspladsen blev af juryen vurderet som aktuelt, samtidig med at det bidrager til nye perspektiver på, hvordan man som leder kan forstå, tale om og håndtere psykisk sårbare – et af tidens mest presserende ledelsesmæssige paradokser.
En af de ting, som han i fællesskab med sit team af pædagogiske ledere i undersøgelsesprocessen bed mærke i var, hvordan arbejdet for nogle psykisk sårbare medarbejdere, mod forventning, blev anskuet som et frirum:
- Det mest opsigtsvækkende, jeg kom frem til, var, at nogle af mine medarbejdere faktisk anser det at komme på arbejde som et frirum. Et frirum, hvor det, der presser på af svære tanker, holder sig lidt væk, forklarer Morten Obel.
Samtaler som små bevidste skridt
Med udgangspunkt i det budskab begyndte Morten at etablere flere åbne dialoger med sine medarbejdere. Gennem dialogerne forsøgte han i fællesskab med sine medarbejdere at identificere, hvad der er på spil for den enkelte både professionelt og privat.
For Morten har det nemlig været vigtigt at anskue medarbejdere ud fra en holistisk tilgang ved at prøve at forstå det hele menneske. For på den måde at gøre det nemmere at lave individuelle tilpasninger af arbejdsgangene, så eventuelle sygemeldinger eller psykiske udfordringer kunne imødekommes og potentielt helt forebygges. Samtaler som små, bevidste skridt mod forandring og et langsigtet mål.
Den holistiske tilgang kræver ifølge Morten en god og tillidsfuld relation mellem leder og medarbejder, som det tager tid at opbygge. Men det var hans medarbejdere udelukkende positivt stemte overfor.
En modtagelse over al forventning
Det er ikke kun Mortens medarbejdere, som har taget godt imod hans initiativer. Flere organisationer har rakt ud til ham, bedt ham dele sit speciale eller holde foredrag om de erfaringer, han har gjort sig. Han har blandt andet holdt oplæg for HMU, som er det øverste arbejdsmiljøudvalg i Børn og Unge i Aarhus Kommune. Forud for dette interview fortæller Morten yderligere, at han snart skal holde foredrag for alle lederne I ungdomsklubberne I Aarhus:
- Her skal jeg snakke om, hvordan jeg ser, at man kan arbejde med psykisk sårbarhed blandt medarbejdere. Lederne i Aarhus’ ungdomsklubber vil gerne undersøge, om de ud fra deres arbejdskontekst kan relatere nogle af de erfaringer, som jeg har gjort mig med psykisk sårbarhed, til deres medarbejdere samt unge mennesker, de ser og er sammen med i hverdagen, forklarer Morten.
Hans foredrag har altså været en samtalestarter og har medført både spørgsmål og andet stof til eftertanke. En modtagelse Morten ikke havde turde drømme om, da han I sin tid afleverede sit speciale:
- Ja, det er ikke bare blevet til endnu et stykke papir, der blev puttet langt ned I skuffen. Og det er jeg da lidt stolt af - at mine resultater faktisk er noget, der gør en forskel både for ledere og medarbejdere, fortæller Morten begejstret.
Fokus på Omsorgsglæde og Omsorgstræthed
Morten Obel og hans team har i dag udvidet fokus til at undersøge, hvad der giver medarbejderne glæde og energi i arbejdet, samt hvad der kan dræne dem – begreber han kalder "omsorgsglæde" og "omsorgstræthed."
De pædagogiske ledere observerer dagligt på stuerne og taler med medarbejderne med en fælles ambition om at blive klogere på, hvordan arbejdsglæden kan højnes og nærværet med børnene styrkes.
- Vi prøver lige nu at skabe en balance, hvor den enkelte medarbejder oplever, at arbejdet giver mening og energi, så de kan være nærværende med børnene, afslutter Morten.