Ulrik Kjær er ekspert i kommunalpolitik og forfatter til en lang række bøger om bl.a. lokaldemokrati lokalpolitisk lederskab og kommunalpolitikernes rolle. Han er ansat på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet og underviser bl.a. på statskundskab og på Master i Offentlig Ledelse. Sideløbende med sin ansættelse ved universitetet vil Ulrik Kjær i den kommende valgperiode være tilknyttet Komponent som ekspert og oplægsholder på aktiviteter og seminarer målrettet landets kommunalbestyrelser.
Komponents direktør Pernille Halberg Salamon ser frem til samarbejdet, hvor Ulrik Kjær primært skal inspirere kommunalbestyrelserne gennem vidensoplæg om f.eks. kommunestyret og rollen som kommunalpolitiker:
- Det er vigtigt, at de nye kommunalbestyrelser får en god start på den nye valgperiode. Den samlede kommunalbestyrelse skal lære at arbejde – og arbejde sammen. Ulrik Kjær er en stærk faglig profil, som ved rigtig meget om kommunerne og om kommunalpolitik og kan inspirere kommuner i dialogen om, hvordan de bedst udvikler arbejdet og samarbejdet, siger Pernille Halberg Salamon.
- Jeg ser frem til at møde såvel nyvalgte som genvalgte kommunalpolitikere på et tidspunkt, hvor der skal træffes rigtig mange vigtige beslutninger i kommunalbestyrelserne. Det bliver derfor både vigtigt for den enkelte politiker at afklare sin egen rolle, og for den enkelte kommunalbestyrelse at få snakket det kommende samarbejde igennem. Forhåbentlig kan jeg hjælpe med at lægge op til disse overvejelser og snakke ved at give faglige indspark om kommunestyre, kommunalpolitik og måder at være kommunalpolitiker på, siger Ulrik Kjær.