Intet slår fysisk undervisning. Men når det nu ikke kan være anderledes, har onlineundervisningen fungeret rigtig godt. Formatet kan bruges fremover – men kun, når det giver mening. Det gør det bl.a. med studiegrupper, vejledning og korte faglige oplæg, viser en undersøgelse blandt ØLA-studerende.
Udgivet den 12-04-2021

De studerende på Østjysk Ledelsesakademi er tilfredse med formen og det faglige udbytte af onlineundervisning. Hele 73% af de studerende er tilfredse eller meget tilfredse med onlineundervisning, mens kun 12% mener, at udbyttet af undervisningen er lavere, når den foregår online. 

Det viser en undersøgelse, som Komponent (tidligere COK) og parterne bag Østjysk Ledelsesakademi har gennemført blandt studerende på Den Offentlige Lederuddannelse. 

Resultaterne af undersøgelsen indgår i styregruppens arbejde med at forberede kommende uddannelsestilbud til ledere i Favrskov, Mariagerfjord, Norddjurs, Randers og Syddjurs kommuner. 

Mindre transporttid – men savner samvær

Deltagerne fremhæver bl.a., at onlineundervisningen giver bedre muligheder for deltagelse i en travl hverdag, fordi det mindsker transporttiden, og at det er et stort plus, at undervisernes oplæg optages, så de kan tilgås igen bagefter. Dog savner deltagerne dialogen og det uformelle samvær på de fysiske moduler, og det er sværere at sparre med hinanden, når gruppeøvelser foregår over skærmen. 

Det er oplevelser, som underviserne på Den Offentlige Lederuddannelse kan genkende. 

"Der er stor forskel på, hvordan man underviser fysisk og online. Jeg forbereder mig anderledes, jeg underviser anderledes, og jeg følger op på en helt anden måde. Det bliver man nødt til, hvis man skal sikre et godt fagligt udbytte", fortæller Lasse Karlberg, som er chefkonsulent i Komponent og underviser på grundmodulet Ledelse af medarbejdere og faglig udvikling på Østjysk Ledelsesakademi. 

Hvor en fysisk undervisningsdag sagtens kan veksle mellem oplæg, spørgsmål og dialog, skal onlineundervisningen være mere stringent. Til gengæld skal der være flere pauser. 

"Jeg holder typisk flere korte faglige oplæg, som kan optages og deles med holdet efterfølgende. Derudover bruger jeg mødeplatformens grupperum meget, så deltagerne kan komme ud i mindre grupper og snakke med hinanden. Og endelig lægger jeg op til mange små pauser, så der er tid til at hente kaffe eller bare stirre lidt ud i luften", fortæller Lasse Karlberg. 

Ulemper kan blive en fordel

Efter et år med onlineundervisning glæder Lasse Karlberg sig også til at komme tilbage til undervisningslokalet. Men derfor skal al onlineundervisning ikke skrottes, mener han: 

"Jeg har undervist på et forløb, hvor deltagerne skulle supervisere og vejlede hinanden. Det kan føles utrygt, når man ikke er vant til det, og der fungerede onlineformatet rigtig godt. Den distance, vi ofte oplever som en ulempe ved onlineformatet, blev pludselig vendt til en fordel", fortæller Lasse Karlberg. 

Kommet for at blive, når det giver mening

Han forventer, at onlineformatet er kommet for at blive – men kun, når det giver mening. F.eks. kan det være oplagt at kombinere tilstedeværelsesundervisning med korte faglige onlineoplæg, online studiegrupper og online tjek-ind, hvis deltagerne f.eks. arbejder med aktionslæring i praksis. Vejledningen kan også foregå online, hvis den studerende er tryg ved det, siger Lasse Karlberg. 

Deltagerne ser også potentialer i onlineundervisning fremover, men helst i kombination med fysisk undervisning, så man ikke går glip af den videndeling og netværksdannelse, som også er en vigtig del af uddannelsen. 

Undersøgelsen er gennemført i juni 2021.

Læs mere Læs mindre
Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

CMN
Centerchef
Christina Nüssler