Kommunerne oplever et højt pres på budgetterne helt generelt - og måske især på det specialiserede område. Det betyder, at mange kommunale chefer og fagudvalg har som kritisk opgave at reducere udgifterne, hvad enten forpligtelserne er indeholdt i handleplaner for at reducere udgifter eller indgår som spare- og/eller effektiviseringsforslag i forbindelse med den årlige budgetproces.
Det er en uhyre kompleks opgave at reducere udgiftsniveauet på en bæredygtig måde. Fejlslagne spareprojekter kan nemlig være kritiske for organisationen og for samfundet på lang sigt. Det kan man f.eks. se på skatteområdet over de sidste 20 år eller på erfaringerne fra de spareramte engelske kommuner over de sidste 10 år.
Det er en opgave, som kommunerne – på linje med den øvrige offentlige sektor – ikke er klædt optimalt på til.
Lad mig først slå fast, at det er helt legitimt, at folkevalgte politikere beslutter sig for at spare og effektivisere. Der ligger nogle indbyggede logikker i organisationer, der gør, at udgifterne har tendens til at vokse, hvis der ikke løbende prioriteres og styres. En del af befolkningens tillid til den offentlige sektor handler således om, at den offentlige sektor gør nytte i et omfang, der står i rimeligt forhold til skattetrykket.
Derfor forholder jeg mig ikke til, hvorvidt vi skal spare, men snarere til, hvordan vi arbejder strategisk og langsigtet med en sparedagsorden, så vi træffer velovervejede beslutninger. .
I analysen skitserer jeg fem dogmer for bæredygtig spareadfærd. Hvis de fem dogmer skal koges ned til én nøglesætning, kunne det være: ”Besparelser, som vi ikke senere fortryder” eller måske ”Tænk langsigtet – også når du sparer”.
