I et nyt samarbejde med Komponent skal Hosea Dutschke bistå kommunerne med udvikling og rådgivning på et presset sundheds- og ældreområde og med strategi- og lederudvikling i hele den kommunale organisation.
Udgivet den 05-12-2022

Den tidligere direktør for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune Hosea Dutschke tilknyttes nu kommunernes udviklingscenter. Her skal han bl.a. bidrage til at styrke Komponents tilbud til kommunerne på ældre- og sundhedsområdet med fokus på organisationsudvikling, evaluering, medarbejdertilfredshed, borgertilfredshed og effektivisering. Derudover skal han undervise på Den Offentlige Lederuddannelse og bistå kommunerne med strategiudvikling, rådgivning og coaching.

Jonatan Schloss, som er direktør i Komponent, glæder sig til samarbejdet:

- Hosea er en stærk kapacitet inden for ældre- og sundhedsområdet. Han kommer med mange års topledererfaring og har et stærkt blik for, hvordan man styrker samarbejdet mellem politik og forvaltning og understøtter tværgående ledelse. Det kan både vi og kommunerne få stor gavn af. Vi er glade for, at han har sagt ja til at komme med på holdet som samarbejdspartner og vil være med til at understøtte alle kommunernes arbejde på sundheds- og ældreområdet, siger han.

Hosea Dutschke ser selv frem til den nye udfordring og samarbejdet med både medarbejderne i Komponent og kommunerne.

- Jeg synes, at ideen om Komponent som kommunernes fælles udviklingscenter er god, og jeg ser frem til at arbejde med kommunal ledelse og styring fra et lidt andet perspektiv. I kommunerne skal vi hele tiden udvikle os og blive endnu bedre, og social- og sundhedsområdet er i særdeleshed udfordret af både demografi og personalemangel. Jeg håber, at mine erfaringer kan være med til at rykke noget i kommunerne, siger han.

I Komponent skal Hosea Dutschke bistå kommunerne med at finde veje gennem de store udfordringer på sundheds- og ældreområdet. Det bliver bl.a. med fokus på pårørendesamarbejde, de kommunale plejetilbud og sundhedsområdet, hvor han mener at der er gode takter i at intensivere arbejdet at gøre borgerne mere selvhjulpne. Men Hosea ser også frem til at beskæftige sig med kommunal ledelse og topledelse som disciplin:

- Jeg ser frem til at bistå kommunerne, når der skal udvikles nye strategier, politikker og værdier, som sætter retning for alle de øvrige indsatser i kommunen. Og så glæder jeg mig til at fokusere mere på lederudvikling, rekruttering, coaching og sparring med ledere, både i regi af Den Offentlige Lederuddannelse og gennem Komponents samarbejde med kommunerne på ledelsesområdet, afslutter Hosea Dutschke.

Hosea Dutschke har været i sundhed og omsorg i Aarhus Kommune i 19 år, de sidste mange år som direktør for sundhed og omsorg. Han er uddannet cand.scient.pol. og er 54 år.

Læs mere Læs mindre

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

JOSC
Direktør
Jonatan Schloss
LTB
Chefkonsulent
Louise Thinesen Bendtsen