Pernille Halberg Salamon har været topleder i to kommuner de sidste 10 år og har 17 års erfaring fra centraladministrationen. Senest kommer hun fra en stilling som kommunaldirektør i Hørsholm Kommune, og så har hun i forvejen et indgående kendskab til Komponent, da hun har siddet i bestyrelsen siden oprettelsen i 2021.
”Med Pernille i direktørstolen får vi en stærk kommunal profil, som har et indgående kendskab til den kommunale virkelighed og de behov, der er i kommunerne for rådgivning, uddannelse og kompetenceudvikling. Komponents vigtigste opgave er at sikre, at ledere, medarbejdere og politikere til enhver tid kan løfte og udvikle opgaveløsningen til gavn for vores velfærd og demokrati. Dét kræver en dygtig og erfaren leder ved roret, og det er jeg sikker på, at vi har fundet med Pernille,” siger formand for Komponents bestyrelse og KL’s administrerende direktør, Kristian Vendelbo.
Komponent er ejet af alle kommuner tilsammen og tilbyder bl.a. rådgivning, analyser, praksisnær kompetenceudvikling og efteruddannelse til ledere og medarbejdere på alle niveauer i kommunerne.
”Komponents vigtigste opgave er at understøtte kommunerne i at udvikle velfærden, og det er for mig at se noget af det mest meningsfulde, man kan beskæftige sig med. Jeg har allerede arbejdet tæt sammen med Komponent i flere år – både som bestyrelsesmedlem og kunde i butikken – og jeg kender Komponent som en inspirerende og professionel virksomhed. Jeg glæder mig meget til at styrke Komponents arbejde yderligere sammen med kommunerne, Komponents dygtige folk og bestyrelsen,” siger kommende direktør for Komponent, Pernille Salamon.
Pernille Halberg Salamon starter som direktør for Komponent den 1. februar 2024. Hun udtræder i forbindelse med sin ansættelse af Komponents bestyrelse. Stadsdirektør i Aarhus Kommune, Martin Østergaard Christensen, bliver nyt bestyrelsesmedlem.